Rosamund Young har skrevet en fin lille bog om køerne og andre dyr på deres gård - igennem et langt liv. Historierne er anekdoter om og observationer af dyrene og i særdeleshed køerne.
Bogen starter med en introduktion på 24 sider, hvor forskellen på konventionelt/kommercielt landbrug og den måde man har dyrehold på i familien Young, beskrives - herunder i særdeleshed fordele og ulemper. Mest det sidste ift. det konventionelle landbrug.
Det er såmænd fint nok med lidt information, men jeg blev bare irriteret over det, fordi jeg ventede noget andet. Jeg havde glædet mig til at læse anekdoter fra køernes verden, og så blev jeg præsenteret for noget der ligner politisk propaganda. Og det er ganske givet fakta - og vigtigt at vide, men det var bare ikke forventningsafstemt med mig.
Men så startede historierne. Og de er helt fantastiske, rørende og smukke. Sikke en fantastisk verden at få lov at kigge ind i. Og selvom det med garanti er hårdt arbejde at have en kvægfarm, så får Rosamund Young det også til at lyde en lille smule idyllisk. Men det hænger naturligt sammen med fokus i bogen, som handler om hvad køer ved om livet.
Der er anekdoter om både kloge køer, omsorgsfulde køer og modige køer. Om deres indbyrdes forhold, forståelse og sammenhold. Det er rørende at læse om Very Little Dorothy der selv klarer turen fra marken til stalden, da hun er bare 3 uger gammel. Og om Amelia som sørgede længe efter hun fik dødfødte tvillingekalve. Om Bonnet, Mr. Black Hat, Jack, Duke of York, Fat Hat, Baby Jane, Dizzy, Mr. Mini og mange mange flere.
Der er også små fortællinger om høns, får og grise - og en sky and som beder om hjælp til at få sine små ællinger op af dammen med de stejle skrænter.
Bagerst i bogen er der en liste af ting, man bør vide om køer:
- Køer elsker hinanden ... nogle gør i hvert fald
- Køer babysitter for hinanden
- Køer bærer nag
- Køer opfinder lege
- Køer kan løse problemer
- Køer har livsretter
- Køer kan være kedelige
- Køer indgår livslange venskaber
- Køer elsker musik
- og meget meget mere ...
Jeg er en stor ynder af denne bog - og her bagefter har jeg læst introduktionen igen, nu med andre øjne. Og det vigtig information. Helt sikkert.
©Livia
- - - - -
Fakta
Hvad køer ved om livet
af Rosamund Young
oversat af Birgitte Steffen Nielsen
Antal sider: 160
@Politikens Hus A/S 2018 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-400-4616-8
¯\_(ツ)_/¯
Zombie Splatter er en børnebogsserie af Lasse Bo Andersen.
"Ingen ved, hvor de kom fra. Pludselig var de der bare.
Zombierne.
På jagt efter kød. Menneskekød. Det var alt, hvad de tænkte på. Hvis de ellers kunne tænke".
Sådan starter den 1. bog i serien. Hovedpersonerne er 2 drenge der hedder Tom og Johnny. Og stort set alle andre er zombier. Så drengene er lidt alene i verden, og skal hele tiden passe på at de ikke bliver spist af zombierne. Og samtidig skal Tom og Johnny også selv finde mad.
Det er lidt irriterende at bøgerne hænger sammen, så man ikke bare kan læse dem som man har lyst. Da jeg havde læst nr. 1 og 2, måtte jeg vente 4 dage på at få nr. 3 hjem fra biblioteket. Men det er også lidt fedt at historien fortsætter ... så det er alligevel fint nok.
Bøgerne er nemme at læse. Men min lærer siger at vi skal hurtiglæse bøger, som er lidt nemmere end dem vi normalt læser. Jeg har læst Harry Potter, men det tager temmelig lang tid. Disse Zombie Splatter bøger er meget nemmere og hurtigere. Og så er de også sjove.
©Sancho
- - - - -
Fakta
Zombie Splatter - serien
af Lasse Bo Andersen
Antal sider: ca. 50 pr. bog
ISBN: 978-87-994154-2-7
¯\_(ツ)_/¯
©Livia
Billedet taler for sig selv.
¯\_(ツ)_/¯
Endnu en herlig spændingsroman fra Kirsten Holst's hånd. Denne bog er [vist] endda skrevet specielt til Familie Journalens læsere i sommeren 1998. Hvor cool er det lige?
Helt igennem perfekt sommerlæsning. Skønne karakterer og en mordgåde fra vores alle sammens sommerland; Skagen.
Syv kvinder der kender hinanden fra skoletiden, har planlagt en weekend sammen i Skagen. Det er Kamma der har inviteret til re-union i sit sommerhus.
Kriminalassistent Høyer er samtidig på ferie i Skagen, og da en af kvinderne bliver myrdet, må ferien vige for opklaringsarbejdet, i samarbejde med makkeren Therkelsen.
Der er mange tråde, forskellige motiver og teorier som skal følges - og det viser sig at der er skeletter i skabene hele vejen rundt i veninde-kredsen.
Og så sker der et mord mere ...
Jeg er ret begejstret for Kirsten Holsts kriminalromaner. De er hurtigt læst, skrevet i et lettilgængeligt sprog, har hyggelige karakterer og samtidig holder spændingen hele vejen igennem bøgerne.
Udover gåden om hvem der er morderen, så er der også gåden om motiv og metode. Så selvom jeg [måske] har regnet en eller to af gåderne ud, så er den tredie som regel overraskende.
Derfor er hendes bøger læseværdige ug underholdende.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥
©Livia
- - - - -
Fakta
Mord i Skagen
af Kirsten Holst
Antal sider: 162
@Familie Journalen 1998, 1. udgave
ISBN: 87-7294-963-5
¯\_(ツ)_/¯