Med alle de anmeldelser og rosende ord, der er at finde over alt på nettet, i aviser og magasiner, på de sociale medier og på fjerneren - så er det altså lidt op af bakke, at skulle skrive om den her. Og selvfølgelig er jeg last mover, og så er alt som det plejer at være.
Nu er der jo ikke noget skal. Og jeg vil være ærlig at sige, at hvis ikke det havde været for ovenstående, massive eksponering, så havde jeg nok ikke læst bogen. Det har jeg faktisk heller ikke. Jeg har hørt den som lydbog - indlæst at Leonora Christina Skov selv.
[Jeg valgte lydbogen, fordi den var billigere end den printede udgave. Men ... jeg blev nødt til at spare op, så jeg kunne få råd til hardback-udgaven også. Min reol skreg på at give plads til den - og det er bare ikke helt det samme med en lydbog].
Starten af bogen; morens død og alle de tanker og handlinger der udspilles på baggrund af dette, virkede lidt underlige og meget fremmede ift. min egen verden. Det var lidt svært for mig at forstå hvad det var, denne bog ville fortælle mig. Men ... så begyndte den at tage fart, og jo længere jeg kom ind i bogen, kom jeg ... netop ind i bogen.
Da Christina Skov fra Helsinge flytter til København og i løbet af nogle år, lukker op for Leonora, blev jeg mere og mere tryllebundet af historien. Alle de oplevelser og indtryk der inspirerer til den personlige udvikling er både fascinerende og interessant. Og jeg slubrede det hele i mig.
Det bedste ved bogen, for mig, er alle de sproglige billeder. Som bogstaver og lyde, der folder sig ud og bliver til de vildeste billeder for mit indre blik. Jeg elsker dem - og gør mit yderste for at huske dem, men der er så mange at jeg ikke har RAM nok i hovedet, til at kunne arkivere dem alle.
Prøv lige at høre her:
- Jeg forsøgte at holde smilet oppe, men det begyndte lige så stille at glide ned, som en ødelagt persienne
- Hun havde skreget tavst i årevis og nu kunne man endelig se det
- Skype-billedet flimrede så meget at min mors ansigt var byggeklodser der væltede ned over skærmen
- Hans ord var skarpe som de brødknive, der lå foran mig på køkkenbordet
- At folde mig selv så meget sammen at jeg kunne være i min lektiebog
- Timerne med hende føltes som sæbebobler, der changerede i hele farvepaletten
- Manden uden særlige kendetegn
- Hendes gråd var en sorgfuld understrøm, som man endelig ikke måtte træde ned i
- Min stemme mindede mig om en nyspidset blyant, der knækkede i mødet med papiret
Og mange, mange flere. Bogen er fuld af den slags - og jeg elsker dem. Og hvis ikke af andre grunde, så bør du læse denne bog blot fordi sproget er så lækkert billedligt.
Og noget helt andet og ret specielt, på den fede måde, er alle de sange, sangere og sangtekster, som synes at være væsentlig, i hvert fald fyldig, underlægningsmusik i Leonoras erindringer. Jeg er helt opmærksom på de grundige dagbogsnotater der også danner grundlag for bogen, men alligevel ...
Jeg blev lige taget tilbage til et par ungdomsfester og -oplevelser undervejs, via musikken. Ret sjovt. Selv, har jeg ingen gennemtrængende underlægningsmusik til mine erindringer, det er mere mennesker, samtaler, omgivelser og dufte. Men de musiske referencer i "Den, der lever stille" , bringer netop mennesker, omgivelser og dufte frem fra mine erindringer. Dejlig pudseløjerlighed.
Nu er det ved at være på tide at opsummere min personlige anmeldelse af "Den, der lever stille". At skrive sådan noget som at bogen er læseværdig og godt skruet sammen osv.
Og det er den såmænd også - men bogen er så meget mere end det. Og historien er bare så bizar og det er vanvittig uhyggeligt at det er virkeligheden og ikke fiktion. Sikke en dyster og vanvittig opvækst. Og ærlig talt, så har bogen rystet mit verdensbillede lidt.
Jeg synes selv at det er ganske rædselsfuldt, når jeg kan høre min mor komme ud af min mund. For føj, hvor vil jeg ikke ligne eller lyde som hende - og slet ikke være mor på samme måde som hende. Men Leonoras mor slår da alt og alle med flere længder. Magen til narcissist findes der forhåbentligt ikke mange af.
Jeg er glad for at have hørt bogen - og jeg tænker ikke at der går længe inden jeg læser den, nu jeg har købt den toplækre hardback-udgave også.
Lydbogen
Leonora Christina Skovs stemme er ikke fremmed for mig, da jeg har været stor fan af DR2's "Smagsdommerne" [som jeg fortsat begræder, ikke er mere].
Men den er meget anderledes end de lydbogsoplæsere jeg har ellers har stiftet bekendskab med; Agnethe Bjørn, Martin Johs. Møller, Grete Tulinius, Christian Engell, Mathilde Eusebius med flere. Men jeg kan ikke forestille mig "Den, der lever stille" læst op af andre end forfatteren selv.
Hardback
Bogen er spitzklasse ud i lækkerhed! Den måde smudsomslaget føles på, den prægede titel, ryggens design der minder mig om alle de smukke gamle bøger der stod i min mormors bogreol - den røde bogmærkesnor og så det med at den ligner en højskolesangbog indenunder smudsomslaget. Uf det er lækkert! Og jeg går stadig lidt og aer på den.
- - - - -
Fakta
Den, der lever stille
af Leonora Christina Skov
@Politikens forlag 2018
1. udgave
Lydbog indlæst af forfatteren
¯\_(ツ)_/¯
