Viser opslag med etiketten RoMaN. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten RoMaN. Vis alle opslag

6. jul. 2019

Rige menneskers problemer

Og det var så den sidste bog i Kevin Kwans trilogi om Rachel, Nick og en masse vanvittige, skønne og superrige asiater.


Denne tredje bog holder stilen fra de to foregående og historien bliver ved med at overraske og tage uventede drejninger. 

Det overvældende og farverige galleri af excentriske venner og familiemedlemmer, er (endnu mere) på krigsstien da familiens overhoved, Nicks bedstemor Su Yi ligger for døden.

Alle vil gerne sikre sig en plads i testamentet, og der bliver kamp om at fedte sig ind - og ikke mindst holde andre ude. Hvilket selvsagt fører til nogle mildest talt pinlige situationer.

Samtidig fortsætter familiens ulidelige indblanding i de unge menneskers liv, som var det en menneskeret. De forventer at blive indviet i selv de mest intime detaljer - og får de dem ikke frivilligt, findes der andre metoder. 

"Nu da Ah Ma var døende, havde de endelig tænkt sig at dukke op? Det var for lidt og for sent! Eller kunne der tænkes at være et skjult motiv? Var der lavvande i kassen hos familien Aakara for tiden? Var det derfor, de havde taget et rutefly? Eddie kunne slet ikke forestille sig noget så ydmygende. En thailandsk prins, som fløj på økonomiklasse! Og de havde kun fem stuepiger med denne gang. Og Adam var nødt til at drive disse patetiske små hotdogvogne. Det hele begyndte at så småt at give mening. Hidkaldte onkel Taksin nu pludselig alle sine sønner til Singapore, for at de kunne få fingrene i Tyersall Park?"

Underholdningen er i top, lige som i de to foregående bøger i serien. Bøgerne er letlæste trods det høje antal sider, og man kommer ikke til at kede sig, det kan jeg garantere.

©Livia
- - - - - 
Fakta

Rige menneskers problemer 
af Kevin Kwan 
Antal sider: 488 
@Hr. Ferdinand 2017 1. udgave, 1. oplag 
ISBN: 978-87-400-5384-5

¯\_(ツ)_/¯

16. jun. 2019

Den kinesiske forlovelse

Og så blev jeg færdig med toeren i denne hæsblæsende trilogi af Kevin Kwan. Alamak! Det hæsblæsende tempo og opskruede crazyness af superrige asiater fortsætter ... og bedst som man ikke tror det kan blive værre [eller bedre], så ...



Nogen bliver gift, andre afslår frierier, nogle bliver skilt, nogle bliver kidnappet og én bliver også fanget i kløerne af Corinna i Hongkong.

I toeren "Den kinesiske forlovelse" , følger vi stadig Rachel Chu og Nicholas Young, som er bogens hovedpersoner, men ud over dem støder vi også på gamle kendinge fra den forrige bog "Millionæren fra Singapore", samt nye personer. Både Europa, Asien og USA danner rammen om de ufattelige rige kineseres udskejelser. Og udskejelser er det mildt sagt.

Nicks mor, Eleanor Young, har fortsat travlt med at finde ud af hvem Rachels biologiske far er - og via omveje lykkes det hende, kort inden brylluppet. Rachels genforening med sin far er dog både lykkelig, problematisk og til tider kaotisk.

Bøgerne i trilogien kan ikke læses selvstændigt eller i vilkårlig rækkefølge. Toeren starter hvor etteren slap - og stilen er ikke blevet hverken ringere eller triviel. Stadig masse af asiatiske udtryk med fodnote-forklaringer, som er en stor hjælp og giver læseren indsigt i farverige fraser, som jeg aldrig havde troet at nogen ville bruge.

Jeg glæder mig allerede til treeren "Rige menneskers problemer".



©Livia
- - - - - 
Fakta

Den kinesiske forlovelse 
af Kevin Kwan
Antal sider: 451 
@Hr. Ferdinand 2019 1. udgave, 1. oplag 
ISBN: 978-87-400-5383-8

¯\_(ツ)_/¯

5. maj 2019

Millionæren fra Singapore

Læste tidligere på året, at Kevin Kwans trilogi nu kom på dansk. Og det har jeg så tålmodigt ventet på.


Jeg har haft svært ved at lægge denne bog fra mig. Måtte hele tiden se hvad der skete på næste side - ikke fordi den er siddende-på-kanten-af-stolen-spændende, men fordi den er så crazy og hæsblæsende i tempoet at jeg måtte have det næste med også. Og det næste. Og det næste.

Dan Rachel Chu og Nicholas Young falder for hinanden i New York, ved hun ikke, at han er en af Singapores mest eftertragtede unge mænd. Men da han inviterer hende med til sin hjemby for at deltage i et bryllup, går det langsomt op for Rachel, at Nicholas muligvis er mere end bare almindeligt velhavende. Faktisk er han stinkende, stenhamrende rig, som man kun kan være det i Singapore.

Der er næsten ingen grænser for intrigerne, forargelsen og udspekulerede planer i det Singaporeanske miljø. Det er faktisk langt grænseoverskridende - og desuden er teksten krydret med alle mulige asiatiske udtryk med fodnote-forklaringer. Jeg er vild med det!

"Millionæren fra Singapore" er første bog i Crazy Rich Asians-trilogien, og jeg tror nok at jeg bare skal skynde mig videre i to'eren; "Den kinesiske forlovelse".

Og så er der heller ingen tvivl om at jeg skal se filmen. På et tidspunkt. Jeg har ingen religiøs overbevisning vedr. film/bog først - eller sågar samtidigt. Det er alligevel altid 2 forskellige oplevelser. Så snarest muligt ...

©Livia
- - - - - 
Fakta

Millionæren fra Singapore 
af Kevin Kwan
Antal sider: 473 
@Hr. Ferdinand, JP/Politikens Hus A/S 2019, 1. udgave, 1. oplag  
ISBN: 978-87-400-5382-1

¯\_(ツ)_/¯

1. dec. 2018

Harry Potter og De Vises Sten

Ja, her 19 år efter J.K. Rowlings fik bogen udgivet, er jeg endelig kommet i gang med at læse serien. Bevares, det er jo ikke fordi jeg aldrig har hørt om Harry Potter. Men jeg har aldrig rigtig taget mig tid til at hverken læse bøgerne eller se filmene. 

Men det har familien. Både læst og set - og mange gange. Nu er jeg så også indfanget i det magiske univers og glæder mig til at læse toeren.



Harry Potter og De Vises Sten er den første bog i serien om drengen Harry Potter, der på sin 11 års fødselselsdag finder ud af, at han ikke bare er en almindelig dreng, men faktisk er troldmand.

Samme dag får han brev om at han skal starte på troldmandsskolen Hogwarts og at hans forældre, som han troede døde i en ulykke, i virkeligheden blev dræbt af den onde troldmand Voldemort. 

I løbet af sit første år på troldmandsskolen må han sammen med sine nye venner Ron og Hermione, igennem hårde strabadser for at forhindre at Voldemort får fat i De Vises Sten - og dermed igen får kræfter til at udrette alskens ondskabsfuldheder. 

Rowlings fantasi, humor, simple og direkte stil og velovervejede opbygning af plot er bare lækkert med lækkert på.

Bøgerne findes også som lydbøger - indlæst af skuespilleren Jesper Christensen. Har hørt lidt af den og uha det er en god oplevelse.

©Livia
- - - - - 
Fakta

Harry Potter og De Vises Sten 
af J. K. Rowling 
Antal sider: 356 
@Gyldendal 2015 1. udgave, 1. oplag 
ISBN: 9788702173222

¯\_(ツ)_/¯

23. nov. 2018

Døden på Nilen

Døden på Nilen er en klassiker. Klart en af de mest kendte [og elskede] af Agatha Christie's krimier. I denne er det verdens bedste detektiv Hercule Poirot der står for opklaring af mordgåderne - og det gør han som altid med orden og metodik.



Christie har henlagt det meste af handlingen til Egypten med udgangspunkt i et krydstogt på Nilen. Dér udspiller der sig et sandt trekantsdrama med mange sidespor.

En millionøse gifter sig med sin bedste venindes kæreste, og veninden truer parret offentligt. Under opholdet på Nildamperen S.S. Karnak bliver millionøsen myrdet, og veninden er hovedmistænkt. Hun har imidlertid et alibi og det viser sig hurtigt, at der også var andre i den dræbtes omgangskreds, der havde et motiv til at dræbe hende. 

Bogen er indspillet til film og tv, flere gange. Bla. med Peter Ustinov og David Suchet i hovedrollen. Jeg har desuden ladet mig bilde ind, at Kenneth Branagh spiller Poirot i en helt ny udgave der kommer i 2019. Can't wait.



©Livia
- - - - - 
Fakta

Døden på Nilen 
af Agatha Christie 
Antal sider: 191 
@ 1937 4. udgave, 1. oplag 
ISBN: 87-553-2457-6

¯\_(ツ)_/¯

10. nov. 2018

Hvor intet bryder vinden

Nå. Indtil nu har jeg kun læst 2 "ikke-typiske" bøger af Leonora Christina Skov. Det vil sige, den ene er en genoversættelse af Lewis Carolls Alice i Eventyrland - og så naturligvis Den, der lever stille, som jeg kan forstå også adskiller sig fra de andre idet den direkte omhandler egne oplevelser.

Men nu er jeg blevet nysgerrig. Og da jeg på det lokale bibliotek faldt over en lydbog af Hvor intet bryder vinden, røg den med hjem. Naturligvis.



Gys, altså. Det er jo en krimi. Minder helt utrolig meget om Agtaha Christie's "And then there were none", med de her fremmede mennesker der er samlet på en ø uden kommunikation til omverdenen. 

Og så de der fajancehunde, som pendant til "indianerdrengene" i Agatha Christie's klassiker - de hunde var måske ikke tvingende nødvendige, men sjove for en AC-fan som jeg.

Mange, mange paralleller til AC, men også noget helt anderledes, fx at forbrydelserne godt nok er individuelle, men alligevel hænger uløseligt sammen for alle personernes vedkommende.

Romanen er bygget op omkring den øde og vindomsuste 'Stormø'. Her inviteres 7 forskellige mennesker, til et gratis ophold, der skal fremme deres kunstneriske virke. Den ukendte ejer og godgører har imidlertid "glemt" at fortælle deltagerne, at de vil være uden nogen kontakt til omverdenen. Der er hverken telefon eller internetforbindelse på øen, ligesom båden de sejles over i, vender om så snart de er sat i land. 

Umiddelbart er det syv meget forskellige mennesker, der ikke har andet end kunsten til fælles, og faktisk kan de slet ikke lide hinanden. Der opstår dårlig stemning straks de mødes, og ingen forsøger at ændre tingene. Da den ene forsvinder i skoven, bliver der slået endnu dybere revner i samværet - og da 6 bliver til 5 personer efter et dødsfald slår frygten og usikkerheden igennem. 

Udover at følge de syv personer under opholdet på øen, trævles deres liv op stykke for stykke. Alle har de et problem med fortrængning, mørke sider og frem for alt narcissisme - men hvorfor er de på øen, og er de alle numre i dødens kø? Ifald de er det: hvem er så den næste, og hvorfor?

Igen er jeg betaget af de billeder, som Leonora Christina Skov tegner med sine ord:
  • tanken var begyndt at løbe i ring som et understimuleret kæledyr
  • som at vride vand af en knastør karklud
  • viserne på vækkeuret flyttede sig for hurtigt
  • hvor intet bryder vinden
  • hans ord føltes som minusgrader, der gik direkte i knoglerne
  • forventningerne marcherede taktfast hen over ham
  • slog et mentalt kryds over hendes ansigt
  • hendes eget liv faldt ned over hende i et kaos af åbne spørgsmål
  • hendes mave var flad, af alle de børn, hun ikke havde født

Jeg håber at også denne bog udkommer i en lækker hardback-udgave. Når den gør, skal den hjem og stå på hylden sammen med de andre LCS bøger, som jeg er blevet nødt til at købe også. Faktisk ytrede jeg dette ønske på Instagram, og Leonora Christina Skov svarede tilbage, at den kommer her i efteråret ...


©Livia
- - - - - 
Fakta

Lydbog:
Hvor intet bryder vinden 
af Leonora Christina Skov
Indlæst af Maria Stokholm
Tid: 9 timer, 56 minutter 
@Politiken 2015  
ISBN: 9788-740-0240-12

¯\_(ツ)_/¯

26. okt. 2018

Agatha Christie

Jeg er kæmpe fan af Agatha Christie's krimier. Jeg er vild med den måde hendes fortælleteknik er bygget op på, om løsningen af en gåde, som kan minde om et puslespil.



Hun lægger nogle brikker frem for læseren og tilbyder denne at gætte på, hvem der er morderen. Hun indbygger ofte de afgørende ledetråde i dialogen mellem de involverede - og evnen til at sløre væsentlige spor.

Motivet til forbrydelserne, ægte og falske alibier er andre ingredienser, som flytter fokus fra en af de mistænkte til en anden i løbet af opklaringsforløbet. Det er ofte blevet fremhævet, at hendes helt specielle evne var, at læseren som som regel blev overrasket af løsningen på "puskespillet" uden at føre sig snydt.[

Agatha Christie var konservativ af livssyn, men ret uinteresseret i praktisk politik. Hendes sociale position og politiske synspunkter har vildledt mange anmeldere til at udelukke netop den klassiske konservative samfundsstøtte som gerningsmand. 


Hvis læseren skal have en chance for at gætte løsningen på en Christie-mordgåde, er første betingelse, at denne husker, at alle er under mistanke uanset deres position i bogen; det skal dog tilføjes, at der også er mange eksempler på, at den tilsyneladende mest sympatiske eller mest interessante person i en Christie ikke er morderen.

Ofte udnytter hun læserens formodede fordom om hendes sympati for en bestemt person, til at vildlede. 
Fx når hun gør den opofrende mor og hustru til skurken, ligesom hendes aversion mod selvstændige, stærke kvinder ikke forhindrede, at disse kunne optræde både som heltinder og skurke. Denne evne til at variere sit persongalleri har været med til at hæfte begrebet ”Least Likely Suspect” på den skyldige i hendes romaner.

Christie har selv understreget, at der kun findes tre grundmotiver til forbrydelser: Penge, kærlighed og frygt. I trekantdramaet kan disse tre grundmotiver kombineres og varieres, og flere af hendes bedst sælgende romaner udnytter disse muligheder.

Der skal ikke herske tvivl om at mine yndlingshistorier af Christie er dem med Hercule Poirot og dem med Miss Marple, omend jeg også er stor fan af "En af os er moderen", som ikke har en hovedperson som sådan.

Af Hercule Poirot-romanerne er mine favoritter bla. klassikerne "Mordet på Orientekspressen", "Døden på Nilen" og "Solen var vidne".
Udover at have læst dem, har jeg også set samtlige filmatiseringer af bøgerne. Elsker at sammenligne detaljer, vinkler og fokus.

Mine Miss Marple-favoritter omfatter stort set samtlige romaner, med hende som hovedperson. "Liget i biblioteket", "Mordet i præstegården", "Døden kommer med posten", "Det caribiske mysterium", "4.50 fra Paddington", "En håndfuld rug" og "Nemesis" ... og nåja "Inviation til mord" og ikke at forglemme "Bertrams Hotel". 

Ligesom med Poirot-romanerne, har jeg også set samtlige indspillinger af Marple-romanerne. Og jeg har ingen yndlingsskuespiller i hovedrollen - synes de alle gør det godt på hver sin måde. Og det er det der er spændende. Bøgerne er dog, og naturligvis, de mest detaljerede - og dermed de mest interessante.


Og her til sidst er der 3 ting du måske ikke vidste om Agatha Christie:

  1. Hun har også skrevet 6 kærlighedsromaner under pseudonymet Mary Wetmacott.
  2. Under 2. verdenskrig arbejdede hun på apoteket på University College Hospital, hvor hun fik indsigt i gift og deres forskellige virkemåder
  3. MI5 har efterforsket hende i forbindelse med en roman, som de synes gik lige tæt nok på virkeligheden og de mistænkte hende derfor at have kontakter i efterretningsvæsnet - i 1941. 

Den kære fru Agatha Christie er mit store kvindelige forfatterforbillede. Og hvis du en dag ikke aner hvad du skal læse, så kan du altid give dig i kast med en Christie-krimi.



@Livia
- - - - -

20. sep. 2018

Den røde adressebog

Bogens forside fangede mit blik, da jeg gik forbi hylden med 14-dages lån på det lokale bibliotek. Det er ellers ikke en hylde jeg ynder, da jeg oftest slet ikke kan nå at læse en bog på kun 2 uger - både fordi jeg har ret mange andre gøremål i min dagligdag, men som regel er jeg jo også allerede i gang med 1-2 andre bøger ...



"Jeg ønsker dig nok ... Nok af sol til at lyse dine dag op, nok af regn så du kan forstå at sætte pris på solen, nok af glæde til at styrke din sjæl, nok af smerte til at værdsætte de små glæder i livet - og nok af møder til at klare at sige farvel".

Det er en meget, meget smuk bog. Rørende, vedkommende men også en barsk historie. Jeg tudede hele vejen igennem sidste trediedel af bogen - og smilte. For sikke en dejlig fortælling - jeg var rørt.

Bogen handler om Doris som har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun minderne om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. Nu er hun 98 og bor alene i en lejlighed i Stockholm. 


De fleste af navnene i adressebogen er efterhånden streget over, døde, og hendes eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperens besøg og samtalerne med niecen Jenny, som bor på den anden side af Atlanten. 

En dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny ud fra navnene i adressebogen, og en fascinerende fortælling om et langt og farverigt liv tager form – en fortælling om familie og venskaber, eventyr, glæder og sorger, og om den store kærlighed, hun aldrig har glemt. 


©Livia
- - - - - 
Fakta

Den røde adressebog
af Sofia Lundberg
Antal sider: 326
@People's Press 2018 1. udgave, 1. oplag 
ISBN: 978-87-7200-335-1

¯\_(ツ)_/¯

16. sep. 2018

Onklerne og deres fruer

En skøn erindringsroman af Jane Aamund - om en tid, der var engang, og en mandetype, der siges at være uddød.



"Jeg har altid kunnet se om hjørner, og jeg tror, at 'onklerne' er på vej igen. Min bog er en velkomsthilsen til dem. Vent og se, det bliver meget sjovere at leve, når kønnene ikke er rullet flade og ens. Det har vi prøvet, nu drejer naturen på uret".

Sådan skriver Jane Aamund i forordet til bogen om onklerne og deres fruer. Så er der ellers lagt op til herreværelser og høj cigarføring. Og jeg blev ikke skuffet.

14 onkler havde hun - og det inkluderer både far- og morbrødre, mostre og fastre's mænd, farens forretningsforbindelser - og en onkel der var en dame ... eller noget.

"Mød bagermester onkel Theodor med stålsat vilje og snoet overskæg, der ikke mærker meget til det stormfulde ægteskab han lever i med tante Ella. Sædelighedsbetjenten onkel Kristen, der ligner Clark Gable og er gift med morster Karen, som sætter hver en mand på plads. Smedens uægte søn onkel Johan, der vokser op med sprut og tørre tæsk, ender som dansebestyrer og svinger et utal af damer uden om sit ægteskab med tante Valborg. Og smukke, forførende tante Esther fra Lamvig, der var gift med den ene onkel Viggo, og den ordblinde Viggo, der elsker sin kone tante Flora højt og sin tyranniske mor endnu højere."


Bogen er hurtigt læst - sådan lidt i klummestil og så alligevel ikke. Hver onkel med frue er tildelt et kapitel XX

Historierne om onklerne er festlige men der er også triste erindringer iblandt. Beskrivelserne af deres væsen og liv, er finurligt fortalt og god underholdning at læse. Og så har jeg ikke engang skrevet om fruerne ...


©Livia
- - - - - 
Fakta

Onklerne og deres fruer 
af Jane Aamund 
Antal sider: 191 
@People's Press 2014 1. udgave, 1. oplag 
ISBN: 978-87-7159-240-5

¯\_(ツ)_/¯

21. maj 2018

Den, der lever stille

Med alle de anmeldelser og rosende ord, der er at finde over alt på nettet, i aviser og magasiner, på de sociale medier og på fjerneren - så er det altså lidt op af bakke, at skulle skrive om den her. Og selvfølgelig er jeg last mover, og så er alt som det plejer at være.

Nu er der jo ikke noget skal. Og jeg vil være ærlig at sige, at hvis ikke det havde været for ovenstående, massive eksponering, så havde jeg nok ikke læst bogen. Det har jeg faktisk heller ikke. Jeg har hørt den som lydbog - indlæst at Leonora Christina Skov selv.

[Jeg valgte lydbogen, fordi den var billigere end den printede udgave. Men ... jeg blev nødt til at spare op, så jeg kunne få råd til hardback-udgaven også. Min reol skreg på at give plads til den - og det er bare ikke helt det samme med en lydbog].



Starten af bogen; morens død og alle de tanker og handlinger der udspilles på baggrund af dette, virkede lidt underlige og meget fremmede ift. min egen verden. Det var lidt svært for mig at forstå hvad det var, denne bog ville fortælle mig. Men ... så begyndte den at tage fart, og jo længere jeg kom ind i bogen, kom jeg ... netop ind i bogen.

Da Christina Skov fra Helsinge flytter til København og i løbet af nogle år, lukker op for Leonora, blev jeg mere og mere tryllebundet af historien. Alle de oplevelser og indtryk der inspirerer til den personlige udvikling er både fascinerende og interessant. Og jeg slubrede det hele i mig.

Det bedste ved bogen, for mig, er alle de sproglige billeder. Som bogstaver og lyde, der folder sig ud og bliver til de vildeste billeder for mit indre blik. Jeg elsker dem - og gør mit yderste for at huske dem, men der er så mange at jeg ikke har RAM nok i hovedet, til at kunne arkivere dem alle. 

Prøv lige at høre her:
  • Jeg forsøgte at holde smilet oppe, men det begyndte lige så stille at glide ned, som en ødelagt persienne
  • Hun havde skreget tavst i årevis og nu kunne man endelig se det
  • Skype-billedet flimrede så meget at min mors ansigt var byggeklodser der væltede ned over skærmen
  • Hans ord var skarpe som de brødknive, der lå foran mig på køkkenbordet
  • At folde mig selv så meget sammen at jeg kunne være i min lektiebog
  • Timerne med hende føltes som sæbebobler, der changerede i hele farvepaletten
  • Manden uden særlige kendetegn
  • Hendes gråd var en sorgfuld understrøm, som man endelig ikke måtte træde ned i
  • Min stemme mindede mig om en nyspidset blyant, der knækkede i mødet med papiret
Og mange, mange flere. Bogen er fuld af den slags - og jeg elsker dem. Og hvis ikke af andre grunde, så bør du læse denne bog blot fordi sproget er så lækkert billedligt.

Og noget helt andet og ret specielt, på den fede måde, er alle de sange, sangere og sangtekster, som synes at være væsentlig, i hvert fald fyldig, underlægningsmusik i Leonoras erindringer. Jeg er helt opmærksom på de grundige dagbogsnotater der også danner grundlag for bogen, men alligevel ...

Jeg blev lige taget tilbage til et par ungdomsfester og -oplevelser undervejs, via musikken. Ret sjovt. Selv, har jeg ingen gennemtrængende underlægningsmusik til mine erindringer, det er mere mennesker, samtaler, omgivelser og dufte. Men de musiske referencer i "Den, der lever stille" , bringer netop mennesker, omgivelser og dufte frem fra mine erindringer. Dejlig pudseløjerlighed.

Nu er det ved at være på tide at opsummere min personlige anmeldelse af "Den, der lever stille". At skrive sådan noget som at bogen er læseværdig og godt skruet sammen osv. 

Og det er den såmænd også - men bogen er så meget mere end det. Og historien er bare så bizar og det er vanvittig uhyggeligt at det er virkeligheden og ikke fiktion. Sikke en dyster og vanvittig opvækst. Og ærlig talt, så har bogen rystet mit verdensbillede lidt. 

Jeg synes selv at det er ganske rædselsfuldt, når jeg kan høre min mor komme ud af min mund. For føj, hvor vil jeg ikke ligne eller lyde som hende - og slet ikke være mor på samme måde som hende. Men Leonoras mor slår da alt og alle med flere længder. Magen til narcissist findes der forhåbentligt ikke mange af. 

Jeg er glad for at have hørt bogen - og jeg tænker ikke at der går længe inden jeg læser den, nu jeg har købt den toplækre hardback-udgave også.


Lydbogen
Leonora Christina Skovs stemme er ikke fremmed for mig, da jeg har været stor fan af DR2's "Smagsdommerne" [som jeg fortsat begræder, ikke er mere].
Men den er meget anderledes end de lydbogsoplæsere jeg har ellers har stiftet bekendskab med; Agnethe Bjørn, Martin Johs. Møller, Grete Tulinius, Christian Engell, Mathilde Eusebius med flere. Men jeg kan ikke forestille mig "Den, der lever stille" læst op af andre end forfatteren selv.

Hardback
Bogen er spitzklasse ud i lækkerhed! Den måde smudsomslaget føles på, den prægede titel, ryggens design der minder mig om alle de smukke gamle bøger der stod i min mormors bogreol - den røde bogmærkesnor og så det med at den ligner en højskolesangbog indenunder smudsomslaget. Uf det er lækkert! Og jeg går stadig lidt og aer på den.

©Livia
- - - - -
Fakta
Den, der lever stille
af Leonora Christina Skov
@Politikens forlag 2018
1. udgave
Lydbog indlæst af forfatteren

¯\_(ツ)_/¯

4. feb. 2018

Vorherre er en rutebil

Denne bog af Flemming Jensen, blev jeg bekendt med via det lokale biblioteks hjemmeside. Tror det var en anbefalingsliste der tonede frem, da jeg søgte på noget andet. Sådan kan det gå. Og sådan gik det til at jeg læste "Vorherre er en rutebil".



Allerede i forordet ... eller det afsnit før 1. kapitel som er benævnt "... lige et par ord først", bliver jeg begejstret. For det viser sig at Flemming Jensen og jeg deler en glæde ved lækre, gammeldags ord og udtryk.

"Jeg har også haft lyst til at lege med det sproglige udtryk - ved indimellem at formulere mig lidt gammeldags. Rent sprogligt har jeg jo min alder imod mig. Jeg er for ung. Alligevel fornemmer jeg en stigende fryd ved lidt gammeldags ord og vendinger. De giver så meget fylde i udtrykket, synes jeg. Jeg smiler velbehageligt, når noget ikke foregår "en gang for længe siden" men "i svundne tider". Det er også rart at kunne se en romanfigur med alternativ adfærd lige i øjnene og sige: "Tølper!"


Bogen er virkelig syret - på den komiske måde. Politisk magtspil, et hensygnende DR blandet med ung kærlighed, Melodi Grandprix, en hund der hedder Lenin - som i øvrigt bliver myrdet og Frelsens Hær. Ja sgu! 
Nåja, jeg skal da ikke glemme den storrygende Dronning, Vagabonden og Milliardæren. Skønne karakterer mangler der ikke i denne roman. Og ej heller grund til at klukke.

Det er samfunds-satire som kører i to parallelle spor, der alligevel fletter sig ind og ud af hinanden. Politik, kærlighed, PR, reality TV og tro er blot en del af de emner, der berøres i bogen. Og det bliver gjort elegant og meget rammende. Ikke spor diskret.

Jeg har ladet mig fortælle at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har været konsulent på bogen, for at sikre at de interne partipolitiske intriger ikke er urealistiske. Skræmmende tanke at det forholder sig sådan - og alligevel ikke overraskende.

"Og det tager ekstraordinært lang tid at slippe fri af et stunt med at tabe bukserne for åben skærm - og så oven i hatten åbenbare et par festlige underbukser, man har taget på for at glæde sin teenagedatter. Hun havde købt dem som fødselsdagsgave i netbutikken www.festogfarver.dk, og bag på underbukserne stod der ulyksagligt nok med store bogstaver: "Double airbag".
Ikke rigtig noget formålstjenligt kunstnernavn." 

I bogen gøres der også grin med islamfobi. Da en Egyptisk taxachauffør kører en politiker ned, som i øvrigt træder direkte ud foran bilen, er der visse politikere der straks råber "terror". Og en terror-organisation er også straks klar til at tage æren for episoden, omend det hele viser sig at være langt mere tilfældigt og tilforladeligt, end det først forekom.

Læs den! Den er hyggelig.


Bag på bogen:
Vorherre er en en rutebil er en original komedie om kærlighed og kynisme.

Frelsens Hær stiller op i Melodi Grand Prix - og vinder. Spidskandidaten for Centrumpartiet gør sig til grin i et tv-show, så hans parti må se sig om efter en ny kandidat. Et banalt færdselsuheld ophøjes til terrorhandling. Et mord sættes i scene. Og 600 får slippes løs på Vilsundbroen syd for Mors. Imens spiller Frelsens Hær deres vindersang "Vorherre er en rutebil". Sikke en ballade!


©Livia
- - - - -

12. dec. 2017

Stille dage i Mixing Part

Endnu en bog af Erlend Loe. Jeg har tidligere læst en af hans bøger - uden at være super begejstret. Blev alligevel nysgerrig da jeg faldt over denne. Og ærlig talt ... den er fuldstændig syret men også hysterisk morsom.



Bror Telemann er madentusiast og har af sin kone Nina, fået en kogebog af og med den britiske kok Nigella Lawson. Herudover er han dramaturg, eller teatermenneske, som han selv kalder det. Han har imidlertid ikke så nemt ved at få noget ned på papiret. Når det kniber med inspirationen, har han brug for Telemann-tid. Denne tid svarer til batteriets levetid på hans kones elektriske tandbørste og udspiller sig på badeværelset.

Udover at være underholdende, er bogen skrevet i et minimalistisk og realistisk sprog - overvejende i dialogform. Som sådan kunne den faktisk minde om det teaterstykker, som Bror har så svært ved at få skrevet.

bag på bogen:

Nina og Bror Telemann er på ferie i Tyskland med deres tre børn. Ægteskabet er i krise, for hun elsker alt det tyske, mens han hader det. Han går rundt med sin notesblok og tænker på at skrive et skuespil. Og lidt på Nigella, den engelske kogebogsforfatter, som han er så forelsket i.



©Livia
- - - - -

21. nov. 2017

Spis bed elsk

Åh altså. Jeg har danset udenom Elizabeth Gilberts bog længe - faktisk flere år. Det samme med filmatiseringen, idet jeg har haft en forestilling om at den var sådan lidt højtragende og måske endda moraliserende...

Men... og jeg ved virkelig ikke hvad der fik mig til at købe den pludselig, men jeg er så taknemlig for at jeg åbenbart gav los og blev nysgerrig. Hold nu op den er bare ikke spor højtragende eller på nogen måde moraliserende. Tværtimod. Den er skrevet i klumme-/dagbogsstil og jeg kan virkelig virkelig godt lide den.




Den er spækket med gode historier, skøre indfald, tilbageblik og kærlig søgen efter det hele ... i Italien, Indien og Bali.

En varm, venlig og velfortalt historie om at reflektere over livet - på en uventet engageret måde. At der så følger en god portion rejsebeskrivelser med oveni er blot en lækker sidegevinst.

Hovedpersonen Liz har brug for at komme sig ovenpå en grim skilsmisse. Hun er rejseskribent, så det ligger ligetil at rejse ud for at få sit liv lidt på afstand.

Første stop er Rom, hvor hun lærer sit yndlingssprog italiensk og øver sig i at nyde livet. Det bliver til et forelsket afsnit om Italien og italienerne. I Indien på en ashram, udfordres hun at det simple liv og sidste stop Bali, viser sig ikke at være helt det paradis som hun forventede. Der er noget med nogle kulturelle forskelle og noget grundlæggende som at tro på andre og ikke mindst på sig selv. Liz ender med en lykkelig tid på Bali, som måske helt grundlæggende handler mest om at hun har gjort sig uafhængig og har styr på sig selv og sit liv. Ved hvad der er op og ned og i hvilken retning hun ønsker at gå.

Jeg er vild med denne bog. Læs den!

- - - - -

Fra bag på bogen:

Spis, bed, elsk er til alle, der prøver at få livets ender og kanter til at mødes, som står med håret i postkassen og tænker: Er det det, livet går ud på? Til dem, der drømmer om at kunne nyde hverdagen lidt mere, finde en nogenlunde balance og lidt ro i hovedet.

Det var sådan Elizabeth Gilbert havde det. En veluddannet kvinde med et godt job, en dejlig mand, et par unger i planerne og ellers en rungende mavefornemmelse, der sagde, det ikke var nok. Efter en skilsmisse, en hurtig, lettere mislykket affære og en dyb indånding beslutter hun sig for at søge efter glæde, hengivenhed og balance. Og den bedste måde at gøre det på? Ved at besøge tre steder i verden, som nu engang er kendt for at fremelske de sider af tilværelsen. Derfor rejser hun først til Italien for at opleve (mad-)glæde, til Indien for at lære om hengivenhed og bønnens verden og til sidst til Indonesien for at finde ro og balance i livet.


Spis, bed, elsk er en dagbog fra det år, rejsen varede, skrevet med vid, brod og humor.



©Livia
- - - - -

1. nov. 2017

Kunsten at dø

Ingen hemmelighed at jeg er fan af Agatha Christies univers. Og så hørte jeg at forfatteren Anna Grue er ditto. Og at hendes bog 'Kunsten at dø' er stærkt inspireret af Agatha Christie's lukket-rum-krimien 'Der var ti, der var ni ...'.

Jeg har nu læst bogen. Har aldrig tidligere læst nogle af hendes bøger, selvom jeg kan se at hendes bøger er anmelderroste - og i særdeleshed den serie, som 'Kunsten at dø' er en del af.



De første 130 sider er opvarmning til selve lukket-rum delen. Og ærlig talt ... jeg var lige ved at give op. Men så 'flippede' jeg resten af bogen igennem og så at den mere interessante del ville begynde få sider længere henne.


Og ... så blev jeg faktisk lidt grebet af historien og ikke mindst af mordmysteriet. Gode detaljer, lækkert set-up og fint med alle de der menneskehistorier der vikler sig ind og ud af hinanden.


Jeg kunne virkelig godt lide den. Læste den færdig i lørdags og går nu og rumler med den oppe i hovedet. 

- - - - -

Fra bag på bogen:
En dag bryder nogen ind i Kamille Schwerins atelier, smadrer et helt års produktion af skulpturer og myrder hendes 83 årige mor. Politiet har en mistanke om, at det i virkeligheden var Kamille selv, morderen var ude efter, og da hun udsættes for flere mordforsøg og modtager en række trusselsbreve, bliver mistanken til vished. Men månederne går, uden at den skyldige bliver pågrebet.


Året efter skal privatdetektiven Dan Sommerdahl medvirke i det samme realityshow som Kamille Schwerin. Da politikommissær Flemming Torp finder ud af det, øjner han chancen for at få gåden løst ...



©Livia
- - - - -

5. okt. 2017

Delhis Smukkeste Hænder

Denne bog var en af dem jeg faldt over på det lokale bibliotek, bare ved at gå forbi en lang række forsider. Og denne forside talte altså til mig - og sikke en læsefornøjelse!

Det er Mikael Bergstrøms gennembruds-bog fra 2012. Og siden har han udgivet 2 bøger mere i serien; Tåge over Darjeeling og Yogi i Østerlen. Dem glæder jeg mig til at læse.



Bogen handler om Göran Borg hvis karriere i mediebranchen er gået i stå. Han har begyndende, vigende hårgrænse og livremmen strammer. Når han ikke surfer på en blog for fodbold-nørder, tænker han på sin ekskone.

Da han bliver fyret fra sit ensformige job, ender han med diarré i Indien - og sådan en omgang kan føre til hvad som helst. Og det gør det så. Göran liver op i Delhi!


"Jeg forsøgte mig med en ærlig analyse. Hvis jeg kunne tabe mig seks eller syv kilo mere ved træning, og ved at passe på hvad jeg spiste, ville jeg næsten komme til at se normalvægtig ud."


Historien er godt skruet sammen og vældig humoristisk - selv når det ser værst ud for den gode Göran. 

Læs endelig denne  anmeldelse fra litteratursiden.dk Jeg er helt og aldeles enig i ordene er her er skrevet om Delhis Smukkeste Hænder.


©Livia

- - - - -

27. sep. 2017

Britt-Marie var her

Britt-Marie er en birolle i "Min mormor hilser og siger undskyld". Og hun er ganske forfærdelig og fantastisk på én gang. I denne bog folder Fredrik Backman hendes personlighed ud - og det sætter hende i et helt nyt lys. Efter at have læst denne bog, er det svært ikke at være lidt forelsket i hende Britt-Marie.



Bank forlader parkeringspladsen med en sky af de grimmeste ord, Britt-Marie nogensinde har hørt, regnende efter sig. Faktisk vidste Britt-Marie ikke engang, at man kunne kombinere ukvemsord og navne på kropsdele på den måde. Den slags sproglige nyskabelser støder man ikke på i krydsord.

En eftertænksom stilhed sænker sig over parkeringspladsen. Som selvfølgelig bliver brudt af En-eller-andens stemme.


"Som jeg sagt om hende. Citron. I. Rumpet."


Hun sidder i døråbningen ind til pizzariaet og kigger efter Bank med et skævt smil på læben. Britt-Marie børster sin kjole af.


"Jeg vil ikke påstå, at du tager fejl, det vil jeg så sandelig ikke. Men jeg tror bestemt, at Banks problem denne gang ikke var en citron i rumpetten, men en bold i hovedet."


Alle griner. Britt-Marie bliver ikke vred over det. Det er en helt ny følelse for hende.


----------

Britt-Marie er 63 år og fra storbyen. Hun er gift med Kent, som er entrprenør, umådelig succesrig og gør gode forretninger med Tyskland - specielt om aftenen. Hun er ikke passiv-aggressiv. Men fedtede fingre og beskidte bestikskuffer kan få hende til at skrige indvendigt. Og hun har lyst til at skrige, da hun efter fyrre års ægteskab og et besøg hos Arbejdsformidlingen ender i Udkantssverige og den lille flække Borg.

Borg har lidt store tab under den finansielle krise. Forretningerne er lukket en efter en, nu er der kun Til Salg-skilte og et svedigt pizzaria tilbage. Og fodbold. Da Britt-Marie kommer til Borg, er fodbold det eneste vigtige, byens tilbageblevne børn og voksne brænder for. Og er der noget, Britt-Marie ikke bryder sig om, er det fodbold! Men hun må give Borg en chance.

----------

Fredrik Backmans roman er et portræt af en lille by, som er let at overse. En roman om kærlighed, bikarbonat og nye begyndelser. Om at sparke til bolden, når den ligger der, om værdien af at blive set og om en kvinde, som har ventet hele sit liv på at begynde at leve.


----------

Jeg anbefaler denne bog på det varmeste. Skøn, skøn bog. Fantastisk personskildring og en vanvittig/rørende/morsom og fantastisk handling hele bogen igennem. Elsker den.


©Livia
- - - - -

8. sep. 2017

Min mormor hilser og siger undskyld

Var jo pænt begejstret for Fredrik Backmans bog 'En mand der hedder Ove', og da jeg også kun har hørt godt om 'Min mormor hilser og siger undskyld', var det med store forventninger, jeg kastede mig ud i de 465 sider. Jeg blev ikke skuffet!



"Dødens mægtigste kraft er ikke,
at den kan få mennesker til at dø,
men at den kan få de mennesker, der bliver efterladt,
til ikke længere at ville leve".


Historien er så rørende og så fin. Skrevet på en helt ustyrlig morsom og på samme tid, skrøbelig vis. Personbeskrivelserne er så skønne. Er klart en 'sucker' for personbeskrivelser - og de veldefinerede især.


Jeg tudede med Elsa. Jeg tudede med Mor og George, Drengen med syndromet, Uhyret, Worsen, Far og alle de andre skønne, skønne figurer i bogen.


Jeg grinte med Elsa. Jeg grinte med Mor og George, Drengen med syndromet, Uhyret, Worsen, Far og alle de andre skønne, skønne figurer i bogen.




ps. min læseoplevelse af "En mand der hedder Ove" var den samme. Hold nu op hvor ham der Fredrik Backman kan rive mig med og blæse mig lidt omkuld - og faktisk også læse en hel dag non-stop uden at ænse mand eller børn og tak til dem, for at give mig pladsen og roen til dem.

Jeg har købt hans bøger. Er ellers kommet over det der med at måtte eje bøger. Låner gladeligt på biblioteket og afleverer dem igen. Men disse må jeg eje! Elsker, elsker, elsker dem. Og der er SÅ mange vendinger, citater og fraser jeg virkelig gerne vil kunne gå hen og slå op på igen - lige når det passer mig.


Jeg glæder mig til få læst "Britt-Marie var her" Hun er i øvrigt også med i 'Min mormor hilser og siger undskyld'. Men der skal lige gå lidt tid endnu. Måske endda meget ... for lige nu er min 'hjerne for skønlitteratur' fyldt op med Mormor, Elsa, Worsen, Uhyret, Damen i den sorte kjole og alle de andre fra den verden. Elsker dem alle!



©Livia
- - - - - 
Fakta

Min mormor hilser og siger undskyld 
af Fredrik Backmann
Antal sider: 464
@People's Press 2015 1. udgave, 3. oplag 
ISBN: 978-87-7137-934-1


¯\_(ツ)_/¯