Denne bog så jeg omtalt på Instagram, og jeg gik straks på mit lokale biblioteks hjemmeside, for at reservere bogen.
Og det er jeg glad for at jeg gjorde. For det er da bare en rigtig fin bog! Interessant og vedkommende - og vigtig.
Bidragsyderne er:
- Dronning Margrethe
- Jytte Abildstrøm
- Ritt Bjerrregaard
- Merete Cordes
- Lone Dybkjær
- Uffe Ellemann-Jensen
- Christian Eugen-Olsen
- Bent Fabricius-Bjerre
- Jan Gehl
- Morten Grunwald
- Preben Harris
- Hans Hertel
- Kjeld Hillingsø
- Jørn Hjorting
- Poul Hüttel
- Lars Knutzon
- Søren Krarup
- Bent Melchior
- Johannes Møllehave
- Ghita Nørby
- Kjeld Olesen
- Herbert Pundik
- Hanne Reintoft
- Malene Schwartz
- Thorkild Simonsen
- Erik Norman Svendsen
- Leif Sylvester
- Asger Aamund
Og med den skare af bidragsydere, er der allerede en hel masse at se frem til, ikke? De fortæller om deres opvækst under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945. Gennem personlige samtaler med forfatteren Michael Müller, tegner de et stykke danmarkshistorie der ikke tidligere er fortalt, over en af vores lands mest dramatiske perioder. En meget vigtig krønike om at være barn under besættelsen.
Fx fortæller Ritt Bjerregaard om opvæksten på Vesterbro, hvor familien havde så få penge, at hun og broren blev indlagt pga. underernæring.
Eller når Jytte Abildstrøm fortæller om den jødiske nabo Fru Nadelmann, som blev hentet af tyskerne i 1943 og som de aldrig så siden. Om traumer fra rædslerne som gjorde at hun, på et tidspunkt ikke ønskede at leve mere.
Et lille Aberdabi er det dog, at det er de samme historier, fx bombningen af Den Franske Skole, der bliver berettet i næsten hvert eneste afsnit. Selvfølgelig med variationer, da de alle har oplevet det på hver sin måde. Men ... jeg gik lidt død i lige dén historie - omend det er en vigtig fortælling.
©Livia
- - - - -
Fakta
Barn af besættelsen
af Michael Müller
Antal sider: [...]
@Gyldendal 2017
1. udgave, 5. oplag
ISBN: [...]
¯\_(ツ)_/¯
I december 2018 havde Politikens Forlag en pakkekalender kørende på Instagram. Og den 16. december var gaven disse to bøger:
"Lusepustere og slingrefise" af Hans Engell. Og "Valgt" af Ritt Bjerregaard. 2 überlækre bøger for den politisk interesserede bogelsker. (Det er mig!).
Lusepustere og slingrefise
Der findes mange udødelige citater i dansk politik. Lige fra Jens Otto Krags "Man har et standpunkt, til man tager et nyt" over Niels Helvegs "Ja, tja, bum, bum, bum" til Anders Fogh Rasmussens "Pengene fosser ud af statskassen". Hans Engell deler gavmildt ud af personlige anekdoter, og sw 28 ikoniske citater tegner tilsammen et rammende billede af temaer og hovedpersoner i de sidste 50 års politiske danmarkshistorie.
Valgt
Andet bind af Ritt Bjerregaards erindringer, hvor hun tager os med bag kulisserne i dansk politik fra 1970'erne til begyndelsen af 90'erne.
Ja, jeg var jo den heldige vinder. Og helt uden andre forbindelser til Politikens Forlag, takker jeg for den lækre kalendergave. Jeg glæder mig til at læse dem begge 2.
©Livia
- - - - -
Fakta
Politikens Forlag på Instagram
@politikensforlag
¯\_(ツ)_/¯
Ja, her 19 år efter J.K. Rowlings fik bogen udgivet, er jeg endelig kommet i gang med at læse serien. Bevares, det er jo ikke fordi jeg aldrig har hørt om Harry Potter. Men jeg har aldrig rigtig taget mig tid til at hverken læse bøgerne eller se filmene.
Men det har familien. Både læst og set - og mange gange. Nu er jeg så også indfanget i det magiske univers og glæder mig til at læse toeren.
Harry Potter og De Vises Sten er den første bog i serien om drengen Harry Potter, der på sin 11 års fødselselsdag finder ud af, at han ikke bare er en almindelig dreng, men faktisk er troldmand.
Samme dag får han brev om at han skal starte på troldmandsskolen Hogwarts og at hans forældre, som han troede døde i en ulykke, i virkeligheden blev dræbt af den onde troldmand Voldemort.
I løbet af sit første år på troldmandsskolen må han sammen med sine nye venner Ron og Hermione, igennem hårde strabadser for at forhindre at Voldemort får fat i De Vises Sten - og dermed igen får kræfter til at udrette alskens ondskabsfuldheder.
Rowlings fantasi, humor, simple og direkte stil og velovervejede opbygning af plot er bare lækkert med lækkert på.
Bøgerne findes også som lydbøger - indlæst af skuespilleren Jesper Christensen. Har hørt lidt af den og uha det er en god oplevelse.
©Livia
- - - - -
Fakta
Harry Potter og De Vises Sten
af J. K. Rowling
Antal sider: 356
@Gyldendal 2015
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 9788702173222
¯\_(ツ)_/¯
Døden på Nilen er en klassiker. Klart en af de mest kendte [og elskede] af Agatha Christie's krimier. I denne er det verdens bedste detektiv Hercule Poirot der står for opklaring af mordgåderne - og det gør han som altid med orden og metodik.
Christie har henlagt det meste af handlingen til Egypten med udgangspunkt i et krydstogt på Nilen. Dér udspiller der sig et sandt trekantsdrama med mange sidespor.
En millionøse gifter sig med sin bedste venindes kæreste, og veninden truer parret offentligt. Under opholdet på Nildamperen S.S. Karnak bliver millionøsen myrdet, og veninden er hovedmistænkt. Hun har imidlertid et alibi og det viser sig hurtigt, at der også var andre i den dræbtes omgangskreds, der havde et motiv til at dræbe hende.
Bogen er indspillet til film og tv, flere gange. Bla. med Peter Ustinov og David Suchet i hovedrollen. Jeg har desuden ladet mig bilde ind, at Kenneth Branagh spiller Poirot i en helt ny udgave der kommer i 2019. Can't wait.
©Livia
- - - - -
Fakta
Døden på Nilen
af Agatha Christie
Antal sider: 191
@ 1937 4. udgave, 1. oplag
ISBN: 87-553-2457-6
¯\_(ツ)_/¯