Hvor intet bryder vinden

Nå. Indtil nu har jeg kun læst 2 "ikke-typiske" bøger af Leonora Christina Skov. Det vil sige, den ene er en genoversættelse af Lewis Carolls Alice i Eventyrland - og så naturligvis Den, der lever stille, som jeg kan forstå også adskiller sig fra de andre idet den direkte omhandler egne oplevelser.

Men nu er jeg blevet nysgerrig. Og da jeg på det lokale bibliotek faldt over en lydbog af Hvor intet bryder vinden, røg den med hjem. Naturligvis.

Gys, altså. Det er jo en krimi. Minder helt utrolig meget om Agtaha Christie's "And then there were none", med de her fremmede mennesker der er samlet på en ø uden kommunikation til omverdenen. 

Og så de der fajancehunde, som pendant til "indianerdrengene" i Agatha Christie's klassiker - de hunde var måske ikke tvingende nødvendige, men sjove for en AC-fan som jeg.

Mange, mange paralleller til AC, men også noget helt anderledes, fx at forbrydelserne godt nok er individuelle, men alligevel hænger uløseligt sammen for alle personernes vedkommende.

Romanen er bygget op omkring den øde og vindomsuste 'Stormø'. Her inviteres 7 forskellige mennesker, til et gratis ophold, der skal fremme deres kunstneriske virke. Den ukendte ejer og godgører har imidlertid "glemt" at fortælle deltagerne, at de vil være uden nogen kontakt til omverdenen. Der er hverken telefon eller internetforbindelse på øen, ligesom båden de sejles over i, vender om så snart de er sat i land. 

Umiddelbart er det syv meget forskellige mennesker, der ikke har andet end kunsten til fælles, og faktisk kan de slet ikke lide hinanden. Der opstår dårlig stemning straks de mødes, og ingen forsøger at ændre tingene. Da den ene forsvinder i skoven, bliver der slået endnu dybere revner i samværet - og da 6 bliver til 5 personer efter et dødsfald slår frygten og usikkerheden igennem. 

Udover at følge de syv personer under opholdet på øen, trævles deres liv op stykke for stykke. Alle har de et problem med fortrængning, mørke sider og frem for alt narcissisme - men hvorfor er de på øen, og er de alle numre i dødens kø? Ifald de er det: hvem er så den næste, og hvorfor?

Igen er jeg betaget af de billeder, som Leonora Christina Skov tegner med sine ord:

• tanken var begyndt at løbe i ring som et understimuleret kæledyr
• som at vride vand af en knastør karklud
• viserne på vækkeuret flyttede sig for hurtigt
• hvor intet bryder vinden
• hans ord føltes som minusgrader, der gik direkte i knoglerne
• forventningerne marcherede taktfast hen over ham
• slog et mentalt kryds over hendes ansigt
• hendes eget liv faldt ned over hende i et kaos af åbne spørgsmål
• hendes mave var flad, af alle de børn, hun ikke havde født

Jeg håber at også denne bog udkommer i en lækker hardback-udgave. Når den gør, skal den hjem og stå på hylden sammen med de andre LCS bøger, som jeg er blevet nødt til at købe også. Faktisk ytrede jeg dette ønske på Instagram, og Leonora Christina Skov svarede tilbage, at den kommer her i efteråret ...

©Livia

- - - - - 
Fakta

Lydbog:
Hvor intet bryder vinden 
af Leonora Christina Skov
Indlæst af Maria Stokholm
Tid: 9 timer, 56 minutter 
@Politiken 2015  
ISBN: 9788-740-0240-12

¯\_(ツ)_/¯

Den, der lever stille

Med alle de anmeldelser og rosende ord, der er at finde over alt på nettet, i aviser og magasiner, på de sociale medier og på fjerneren - så er det altså lidt op af bakke, at skulle skrive om den her. Og selvfølgelig er jeg last mover, og så er alt som det plejer at være.

Nu er der jo ikke noget skal. Og jeg vil være ærlig at sige, at hvis ikke det havde været for ovenstående, massive eksponering, så havde jeg nok ikke læst bogen. Det har jeg faktisk heller ikke. Jeg har hørt den som lydbog - indlæst at Leonora Christina Skov selv.

[Jeg valgte lydbogen, fordi den var billigere end den printede udgave. Men ... jeg blev nødt til at spare op, så jeg kunne få råd til hardback-udgaven også. Min reol skreg på at give plads til den - og det er bare ikke helt det samme med en lydbog].

Starten af bogen; morens død og alle de tanker og handlinger der udspilles på baggrund af dette, virkede lidt underlige og meget fremmede ift. min egen verden. Det var lidt svært for mig at forstå hvad det var, denne bog ville fortælle mig. Men ... så begyndte den at tage fart, og jo længere jeg kom ind i bogen, kom jeg ... netop ind i bogen.

Da Christina Skov fra Helsinge flytter til København og i løbet af nogle år, lukker op for Leonora, blev jeg mere og mere tryllebundet af historien. Alle de oplevelser og indtryk der inspirerer til den personlige udvikling er både fascinerende og interessant. Og jeg slubrede det hele i mig.

Det bedste ved bogen, for mig, er alle de sproglige billeder. Som bogstaver og lyde, der folder sig ud og bliver til de vildeste billeder for mit indre blik. Jeg elsker dem - og gør mit yderste for at huske dem, men der er så mange at jeg ikke har RAM nok i hovedet, til at kunne arkivere dem alle. 

Prøv lige at høre her:

• Jeg forsøgte at holde smilet oppe, men det begyndte lige så stille at glide ned, som en ødelagt persienne
• Hun havde skreget tavst i årevis og nu kunne man endelig se det
• Skype-billedet flimrede så meget at min mors ansigt var byggeklodser der væltede ned over skærmen
• Hans ord var skarpe som de brødknive, der lå foran mig på køkkenbordet
• At folde mig selv så meget sammen at jeg kunne være i min lektiebog
• Timerne med hende føltes som sæbebobler, der changerede i hele farvepaletten
• Manden uden særlige kendetegn
• Hendes gråd var en sorgfuld understrøm, som man endelig ikke måtte træde ned i
• Min stemme mindede mig om en nyspidset blyant, der knækkede i mødet med papiret

Og mange, mange flere. Bogen er fuld af den slags - og jeg elsker dem. Og hvis ikke af andre grunde, så bør du læse denne bog blot fordi sproget er så lækkert billedligt.

Og noget helt andet og ret specielt, på den fede måde, er alle de sange, sangere og sangtekster, som synes at være væsentlig, i hvert fald fyldig, underlægningsmusik i Leonoras erindringer. Jeg er helt opmærksom på de grundige dagbogsnotater der også danner grundlag for bogen, men alligevel ...

Jeg blev lige taget tilbage til et par ungdomsfester og -oplevelser undervejs, via musikken. Ret sjovt. Selv, har jeg ingen gennemtrængende underlægningsmusik til mine erindringer, det er mere mennesker, samtaler, omgivelser og dufte. Men de musiske referencer i "Den, der lever stille" , bringer netop mennesker, omgivelser og dufte frem fra mine erindringer. Dejlig pudseløjerlighed.

Nu er det ved at være på tide at opsummere min personlige anmeldelse af "Den, der lever stille". At skrive sådan noget som at bogen er læseværdig og godt skruet sammen osv. 

Og det er den såmænd også - men bogen er så meget mere end det. Og historien er bare så bizar og det er vanvittig uhyggeligt at det er virkeligheden og ikke fiktion. Sikke en dyster og vanvittig opvækst. Og ærlig talt, så har bogen rystet mit verdensbillede lidt. 

Jeg synes selv at det er ganske rædselsfuldt, når jeg kan høre min mor komme ud af min mund. For føj, hvor vil jeg ikke ligne eller lyde som hende - og slet ikke være mor på samme måde som hende. Men Leonoras mor slår da alt og alle med flere længder. Magen til narcissist findes der forhåbentligt ikke mange af. 

Jeg er glad for at have hørt bogen - og jeg tænker ikke at der går længe inden jeg læser den, nu jeg har købt den toplækre hardback-udgave også.

Lydbogen
Leonora Christina Skovs stemme er ikke fremmed for mig, da jeg har været stor fan af DR2's "Smagsdommerne" [som jeg fortsat begræder, ikke er mere].
Men den er meget anderledes end de lydbogsoplæsere jeg har ellers har stiftet bekendskab med; Agnethe Bjørn, Martin Johs. Møller, Grete Tulinius, Christian Engell, Mathilde Eusebius med flere. Men jeg kan ikke forestille mig "Den, der lever stille" læst op af andre end forfatteren selv.

Hardback
Bogen er spitzklasse ud i lækkerhed! Den måde smudsomslaget føles på, den prægede titel, ryggens design der minder mig om alle de smukke gamle bøger der stod i min mormors bogreol - den røde bogmærkesnor og så det med at den ligner en højskolesangbog indenunder smudsomslaget. Uf det er lækkert! Og jeg går stadig lidt og aer på den.

©Livia

- - - - -
Fakta
Den, der lever stille
af Leonora Christina Skov
@Politikens forlag 2018
1. udgave
Lydbog indlæst af forfatteren

¯\_(ツ)_/¯

Kunsten at overleve en pakistansk svigermor

Egentlig skulle jeg bare have tiden til at gå. Havde en aftale og var i god tid. Så jeg slog et smut omkring biblioteket. Og dér lå Kristina Aamands bog og fristede. Havde aldrig hørt om den, men den fangede mit blik - og røg med hjem.

Bogen er meget hurtigt læst. Et lettilgængeligt sprog, direkte og ligetil fortællestil. En selvbiografisk bog om livet i krydsilden mellem kulturer, religioner, generationer, traditioner, relationer - og mange andre -ioner.

Bogen er ikke helt det jeg havde forventet. Eller faktisk ved jeg ikke hvad jeg havde forventet, men i hvert fald overraskede den. Blandt andet træder Naser Khader ind på scenen, og vi præsenteres også for en tøffelhelte-svigerfar, en masse dobbeltmoral, henna og lækker mad. Og noget om yoga og smøger - og om at holde fast i sig selv.

En ganske god bog at falde over - sådan helt tilfældigt. 


"Det er søndag, og det betyder, at vi kan hente take-away i fælleshuset. Alle spiser hjemme om søndagen. I dag står menuen på dahl med brød. Men jeg har sat vores madbilletter til salg og har lovet ungerne McDonalds. Det er ikke noget personligt, men jeg stoler simpelthen ikke på, at danskere kan kreere en anstændig dahl. Jeg ville heller aldrig betro en paki frikadeller eller dyrlægens natmad."

- - - - -

Fra bag på bogen:

Kristina Aamand er et omvandrende kultursammenstød: dansk mor, palæstinensisk far, kristent døbt og muslimsk opdraget. Hun er gift med en mand med pakistanske rødder og sammen har de fem børn. Det er et succesfuldt interkulturelt ægteskab. Parret udgiver en bog sammen, debatterer og holder foredrag om integration, bor i designtegnet bofællesskab og har VIP-venner. Men da Kristina Aamand fylder fyrre, får hun en nagende tvivl. For passer hun overhovedet ind i en pakistansk svigerfamilie? Og er det muligt at leve sammen på tværs af kulturer uden at miste sig selv? Når frie danske normer møder svigermors traditioner, er det så ikke dynamit dømt til at eksplodere?

©Livia

- - - - -

Fucking Jøde!

Ærlig talt. Jeg elskede at læse de første  200 sider i bogen, som primært handler, om Martin Krasniks egen opvækst i det jødiske samfund. Også en historisk og kulturel fortælling om de danske jøder - herunder jødisk identitetsfølelse. For mig er det et vindue til en ellers ukendt verden - og jeg har nydt at kigge ind ad det.

Er i øvrigt ret begejstret for de jiddische gloser der kommer ind her og der!

Jeg oplever at det er Martin Krasniks egen jødiske identitet, der er den rødhårede tråd hele vejen igennem bogen - som bevæger sig i et krydsfelt mellem biografi og politisk debatbog.

Han beretter om sit forhold til Israel, sine bedsteforældre som mødtes i en kz-lejr og mange andre personlige vinkler på det at være jøde i Danmark og den internationale jødiske/israelsk-politiske debat.
Den sidste del, som netop omhandler Israel - historie og politik bliver for mig lidt langtrukkent. Interessant, men alt for meget.

- - - - -

Fra bag på bogen:

Martin Krasnik er elsket og hadet, frygtet og beundret. Som tidens mest markante journalist og studievært deler han vandene. "Fucking jøde!" er efterhånden en lige så typisk kommentar i hans mailboks som "fedt Martin!"

I denne bog fortæller han om sit arbejde som været på Deadline og om at være en offentligt kendt person. Han har altid sagt, at der ikke findes antisemitisme i Danmark, men debatten om Mellemøsten og Martin Krasniks baggrund viser det modsatte.

Han fortæller om sin indre og ydre kalot. Om opvæksten som rødhåret brilleabe i den jødiske "ghetto" i København. Om sit forhold til Israel. Om bedsteforældrene, der mødtes og blev gift i koncentrationslejren.

Martin Krasnik er kendt for at påpege modsætninger hos andre. Men hvad med hans egne? En benhård ateist, der forsvarer retten til omskæring? En genert ballademager, der elsker opmærksomhed?

Hvordan hænger det sammen?

©Livia

- - - - -