Endnu en bog af Erlend Loe. Jeg har tidligere læst en af hans bøger - uden at være super begejstret. Blev alligevel nysgerrig da jeg faldt over denne. Og ærlig talt ... den er fuldstændig syret men også hysterisk morsom.
Bror Telemann er madentusiast og har af sin kone Nina, fået en kogebog af og med den britiske kok Nigella Lawson. Herudover er han dramaturg, eller teatermenneske, som han selv kalder det. Han har imidlertid ikke så nemt ved at få noget ned på papiret. Når det kniber med inspirationen, har han brug for Telemann-tid. Denne tid svarer til batteriets levetid på hans kones elektriske tandbørste og udspiller sig på badeværelset.
Udover at være underholdende, er bogen skrevet i et minimalistisk og realistisk sprog - overvejende i dialogform. Som sådan kunne den faktisk minde om det teaterstykker, som Bror har så svært ved at få skrevet.
bag på bogen:
Nina og Bror Telemann er på ferie i Tyskland med deres tre børn. Ægteskabet er i krise, for hun elsker alt det tyske, mens han hader det. Han går rundt med sin notesblok og tænker på at skrive et skuespil. Og lidt på Nigella, den engelske kogebogsforfatter, som han er så forelsket i.
- - - - -
Åh altså. Jeg har danset udenom Elizabeth Gilberts bog længe - faktisk flere år. Det samme med filmatiseringen, idet jeg har haft en forestilling om at den var sådan lidt højtragende og måske endda moraliserende...
Men... og jeg ved virkelig ikke hvad der fik mig til at købe den pludselig, men jeg er så taknemlig for at jeg åbenbart gav los og blev nysgerrig. Hold nu op den er bare ikke spor højtragende eller på nogen måde moraliserende. Tværtimod. Den er skrevet i klumme-/dagbogsstil og jeg kan virkelig virkelig godt lide den.
Den er spækket med gode historier, skøre indfald, tilbageblik og kærlig søgen efter det hele ... i Italien, Indien og Bali.
En varm, venlig og velfortalt historie om at reflektere over livet - på en uventet engageret måde. At der så følger en god portion rejsebeskrivelser med oveni er blot en lækker sidegevinst.
Hovedpersonen Liz har brug for at komme sig ovenpå en grim skilsmisse. Hun er rejseskribent, så det ligger ligetil at rejse ud for at få sit liv lidt på afstand.
Første stop er Rom, hvor hun lærer sit yndlingssprog italiensk og øver sig i at nyde livet. Det bliver til et forelsket afsnit om Italien og italienerne. I Indien på en ashram, udfordres hun at det simple liv og sidste stop Bali, viser sig ikke at være helt det paradis som hun forventede. Der er noget med nogle kulturelle forskelle og noget grundlæggende som at tro på andre og ikke mindst på sig selv. Liz ender med en lykkelig tid på Bali, som måske helt grundlæggende handler mest om at hun har gjort sig uafhængig og har styr på sig selv og sit liv. Ved hvad der er op og ned og i hvilken retning hun ønsker at gå.
Jeg er vild med denne bog. Læs den!
- - - - -
Fra bag på bogen:
Spis, bed, elsk er til alle, der prøver at få livets ender og kanter til at mødes, som står med håret i postkassen og tænker: Er det det, livet går ud på? Til dem, der drømmer om at kunne nyde hverdagen lidt mere, finde en nogenlunde balance og lidt ro i hovedet.
Det var sådan Elizabeth Gilbert havde det. En veluddannet kvinde med et godt job, en dejlig mand, et par unger i planerne og ellers en rungende mavefornemmelse, der sagde, det ikke var nok. Efter en skilsmisse, en hurtig, lettere mislykket affære og en dyb indånding beslutter hun sig for at søge efter glæde, hengivenhed og balance. Og den bedste måde at gøre det på? Ved at besøge tre steder i verden, som nu engang er kendt for at fremelske de sider af tilværelsen. Derfor rejser hun først til Italien for at opleve (mad-)glæde, til Indien for at lære om hengivenhed og bønnens verden og til sidst til Indonesien for at finde ro og balance i livet.
Spis, bed, elsk er en dagbog fra det år, rejsen varede, skrevet med vid, brod og humor.
- - - - -
Ingen hemmelighed at jeg er fan af Agatha Christies univers. Og så hørte jeg at forfatteren Anna Grue er ditto. Og at hendes bog 'Kunsten at dø' er stærkt inspireret af Agatha Christie's lukket-rum-krimien 'Der var ti, der var ni ...'.
Jeg har nu læst bogen. Har aldrig tidligere læst nogle af hendes bøger, selvom jeg kan se at hendes bøger er anmelderroste - og i særdeleshed den serie, som 'Kunsten at dø' er en del af.
De første 130 sider er opvarmning til selve lukket-rum delen. Og ærlig talt ... jeg var lige ved at give op. Men så 'flippede' jeg resten af bogen igennem og så at den mere interessante del ville begynde få sider længere henne.
Og ... så blev jeg faktisk lidt grebet af historien og ikke mindst af mordmysteriet. Gode detaljer, lækkert set-up og fint med alle de der menneskehistorier der vikler sig ind og ud af hinanden.
Jeg kunne virkelig godt lide den. Læste den færdig i lørdags og går nu og rumler med den oppe i hovedet.
- - - - -
Fra bag på bogen:
En dag bryder nogen ind i Kamille Schwerins atelier, smadrer et helt års produktion af skulpturer og myrder hendes 83 årige mor. Politiet har en mistanke om, at det i virkeligheden var Kamille selv, morderen var ude efter, og da hun udsættes for flere mordforsøg og modtager en række trusselsbreve, bliver mistanken til vished. Men månederne går, uden at den skyldige bliver pågrebet.
Året efter skal privatdetektiven Dan Sommerdahl medvirke i det samme realityshow som Kamille Schwerin. Da politikommissær Flemming Torp finder ud af det, øjner han chancen for at få gåden løst ...
Ærlig talt. Jeg elskede at læse de første 200 sider i bogen, som primært handler, om Martin Krasniks egen opvækst i det jødiske samfund. Også en historisk og kulturel fortælling om de danske jøder - herunder jødisk identitetsfølelse. For mig er det et vindue til en ellers ukendt verden - og jeg har nydt at kigge ind ad det.
Er i øvrigt ret begejstret for de jiddische gloser der kommer ind her og der!
Jeg oplever at det er Martin Krasniks egen jødiske identitet, der er den rødhårede tråd hele vejen igennem bogen - som bevæger sig i et krydsfelt mellem biografi og politisk debatbog.
Han beretter om sit forhold til Israel, sine bedsteforældre som mødtes i en kz-lejr og mange andre personlige vinkler på det at være jøde i Danmark og den internationale jødiske/israelsk-politiske debat.
Den sidste del, som netop omhandler Israel - historie og politik bliver for mig lidt langtrukkent. Interessant, men alt for meget.
- - - - -
Fra bag på bogen:
Martin Krasnik er elsket og hadet, frygtet og beundret. Som tidens mest markante journalist og studievært deler han vandene. "Fucking jøde!" er efterhånden en lige så typisk kommentar i hans mailboks som "fedt Martin!"
I denne bog fortæller han om sit arbejde som været på Deadline og om at være en offentligt kendt person. Han har altid sagt, at der ikke findes antisemitisme i Danmark, men debatten om Mellemøsten og Martin Krasniks baggrund viser det modsatte.
Han fortæller om sin indre og ydre kalot. Om opvæksten som rødhåret brilleabe i den jødiske "ghetto" i København. Om sit forhold til Israel. Om bedsteforældrene, der mødtes og blev gift i koncentrationslejren.
Martin Krasnik er kendt for at påpege modsætninger hos andre. Men hvad med hans egne? En benhård ateist, der forsvarer retten til omskæring? En genert ballademager, der elsker opmærksomhed?
Hvordan hænger det sammen?
- - - - -
